5 lette DIY-tricks til lejligheden

Nemme DIY hacks som du kan udføre i lejligheden med materialer fra Silvan

Trænger din lejlighed til at blive piftet lidt op, men er du ikke sikker på hvordan? I dette blogindlæg deler jeg 5 lette DIY-tricks, du nemt kan implementere i din lejlighed.

Rustikt palle-sofabord

Dette DIY-trick er nemt og tilføjer et råt og vintage look til din stue. Du kan vælge at lave et lavt sofabord med én palle eller stable flere paller oven på hinanden for at få lidt højde på. Fremgangsmåden er relativt enkel, så den sværeste opgave bliver formentlig at anskaffe en brugt palle.

Pallen skal slibes ned, lakeres eller bejdes og til sidst kan du overveje, om du vil montere nogle industrielle hjul på for at øge mobiliteten af møblet. Som et sidste finish kan du placere en glasplade ovenpå for at skabe en jævn overflade. Desuden kan du bruge mellemrummene mellem brædderne til at opbevare magasiner eller andre cool pyntegenstande.

Urban skoreol af betonklodser

Er du fan af det rå og industrielle look, er dette nemme DIY-trick noget for dig. Det eneste du skal bruge er fundamentblokke, som du kan købe i Silvan. Stil fundamentblokkene side om side og brug hullerne som skoopbevaring. Alternativt kan du også bruge betonklodser som mellemklods mellem to træhylder, hvor du stiller skoene på træhylderne i stedet. Med en ny og nem skoreol får din entré hurtigt et råt og urbant look, samtidig med du får mere opbevaring til dine sko.

Frugtkasser til alternativ opbevaring

Har du nogle gamle frugtkasser stående, eller elsker du det rustikke vintage-look, så er det i virkeligheden kun fantasien, der sætter grænser, for hvad du kan bruge frugtkasser til. Mangler du opbevaring, kan du stable dem, så de danner en reol, eller du kan bruge dem som hylder på væggen. Du kan også montere hjul på dem og bruge dem som opbevaring af legetøj, tæpper, eller noget helt tredje.

Har du ikke nogle gamle frugtkasser liggende så frygt ej. Du kan være heldig at opstøve dem i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. Er du ikke vild med farven, kan du selv tilføje det rustikke look ved at bejdse dem mørke.

Pendel i gammelt syltetøjsglas

Mangler du belysning i din lejlighed, så er dette nemme DIY-trick noget for dig. Hvis du har et par gamle syltetøjsglas liggende derhjemme med låg på, kan du nemt lave dig et par vintage pendler.

Fremgangsmåden er simpel: du skal starte med at lave et hul i låget, så du kan fæstne en fatning. Herefter spraymaler du låget og fatningen så de har den samme ensartede farve. Sæt en pære i fatningen og luk låget i syltetøjsglasset og voila! Du kan vælge at sætte flere pendler sammen i en klynge, eller holde det simpelt og hænge en enkelt eller to op.

Genial siddeplads skabt af gamle magasiner

Har du også mange magasiner liggende derhjemme, som du ikke nænner at smide ud? Med dette trick kan du få udnyttet dine magasiner og samtidig skabe en ekstra siddeplads i den lille lejlighed.

Du starter med at stable dine magasiner, muligvis ovenpå en lav fodskammel, for at skabe stabilitet. Derefter lægger du en pude på toppen, som gerne passer i størrelsen til magasinerne. Bind din nye skammel sammen med læderstropper eller gamle bælter.